Forside

Opdateringer vedr. Folkekirken og tiltag i forbindelses med Corona virus.

Link til Folkekirkens hjemmeside med aktuelle nyheder Klik her

Smid masken og vis mig dit ansigt.

Når vi er til karneval, så klæder vi os ud – tar en maske på, og glemmer for en stund dagligdagen, og vi agerer måske på en anden måde – klædt ud som klovn eller hvad vi nu har valgt. Det gir os en pause for bekymringer og dårlig selvtillid måske, men når karnevalet er forbi, så er alt som det var før.

Intet er ændret – ud over at tiden er gået.

Karnevalets idé er at fastholde masken for ikke at tabe ansigt, - at hindre genkendelse og skabe et andet image end det oplevede selvbillede.

Karnevaldets hensigt er at narre. Gud ønsker derimod af afsløre narrespillet. For den, der taber masken, taber ikke ansigt, men viser sit ansigt. Ganske som den fortabte søn.

Karnevalets mål er aftenens happening med den kortvarige glæde. Gud gir os en glæde, der rækker ud over øjeblikket. En glæde, der varer i evig tid.

Den yngste søn ville gerne være en verdensmand, og hertil skal man bruge mange penge. Han var træt af barndomshjemmets snærende bånd – han ville ud og se verden. Leve livet – ikke så det glide forbi. Han tog derfor en maske på og gik til sin far og sagde: jeg vil have min arv nu.

Og selvom det et overraskende træk, så læser vi, at han fik pengene udbetalt og drog afsted. Storebror blev hjemme og passede gården, det var jo nok ham, der alligevel skulle arve den.

Verdensmanden liv var let og muntert, så længe der var penge nok. Men det er som sagt ikke altid at penge yngler – nogen gang så svinder de bare ind.

Og pludselig var verdensmandens maske skiftet ud med grisepasserens maske. ”Øf – øf ”– lød det omkring ham. Ikke længere ”klir klir” og” ih, hvor er du sød. ”

Og nogen gange er stilhed og eftertænksomhed det, der skal til, for at vi ændrer kurs i vores liv. Coronaen har givet mange tid til eftertænksomhed, og jeg vil håbe, at de vil huske på nogle af de ting, de fandt ud af var gode i det stille liv, når nu vi snart har sat tempoet op igen.

Den unge mand i lignelsen lod masken falde – han viste sit ansigt. Ok, jeg er havnet her i svinestien. Og da jeg er opvokset med at selv grisepassere skal have ordentlig mad – min far har altid været en ordentlig arbejdsgiver, der har behandlet sine folk ordentligt, så vil jeg rejse hjem.

Et stort spring at tage, ville nogen mene.

Lidt flovt, ville andre sige. Sådan at komme krybende hjem, efter at have ødslet alle pengene op.

Men det er i springet, at man bliver sig selv, som Søren Kierkegaard har sagt.

Mudder er ej – træsko eller ej. Omstændighederne er sjældent optimale eller perfekte, når vi skal tage det afgørende spring.

Men pyt – det vigtigste er, at du tør springe.

Og hvor landende han så?

Ja, han landede i favnen på sin far, som i al den tid, han havde været væk, havde gået og spejdet efter ham, hver aften. Åh, kommer han da ikke snart og pludseligt en aften, så kom han.

Og der blev en stor fest: først skulle knægten vaskes, det sir sig selv, og så skulle han have fint tøj på og en ring på fingeren. Alt imens tjenestefolkene slagtede fedekalven og gjorde festmåltidet klar. 

Men der var én der var sur – storebror ude på marken. Måske var han i bund og grund fortabt? Han var i hvert til fald ikke en festabe – han kunne ikke engang tage en maske på og gå med ind – for et syns skyld. For at glæde familien. Og sådan er det nogen gange. Jeg tror vi alle kender det –os, der har søskende -  søskende jalousi. Hvorfor fik han eller hun mere end mig i glasset – af slikket – af kagerne – af pengene. Hvorfor fik jeg ikke en fest, når jeg nu har gået her og slidt og slæbt?

Fordi ægte kærlighed aldrig deles ud efter fortjeneste.

Ægte kærlighed både mellem mennesker og ml. Gud og mennesker kan aldrig være et noget for noget forhold.

Det fortæller denne lignelse os. Og den er en meget central del af kristendommen.

Faderen tar imod den udskejende søn med åbne arme, for han elsker ham til trods for at han har ødslet sin arv væk og kommer hjem beskidt og underdanig.

Alle masker er faldet – sønnen viser sig som han er: ludfattig, måske lidt flov – (hvem ville ikke være det) og arbejdsvillig. Lad mig arbejde for dig – for jeg kender dig som en ordentlig arbejdsgiver.

Og vi skal huske på, at den, der taber masken, taber ikke ansigt, men viser sit sande jeg. Det er ikke særlig sanseligt at omfavne en maske. Et ærligt og sårbart ansigt kan være præget af gråd, frygt eller latter. Og inde bag masken har det ansigt en varme og en åbenhed, der gør at vi kan holde af hinanden.

For kærligheden gemmer sig aldrig bag en maske – Kærligheden var der før os alle og den vil være der til evig tid.

For ifølge Kierkegaard, så bliver kærligheden ikke først til i forelskelsen eller ved synet af den nye baby. Den er der allerede. I grunden, bag masken, dybt i fundamentet af ethvert menneske. For Søren Kierkegaard er kærligheden et givent faktum i verden. Og den er naturligvis givet af Gud, som han ikke ser som en hvidhåret herre i skyen, men et forhold. Det forhold, at kærligheden findes. Gud er det, at kærligheden er.

Eller ”Gud er kærlighed”, som det lyder i 1. Johannesbrev, som Kierkegaard ofte henviser til.

Så langt, så godt. Men hvad så med den kærlighed, vi føler til et andet mennesket – er det så en dårligere kærlighed – en skygge af Guds kærlighed eller hva?

De er to siden af samme sag, sir Søren Kierkegaard. Kærligheden er både en guddommelig gave og et menneskeligt grundvilkår. Han beskriver kærligheden som en grundfæstet trang i mennesket. På den ene side opfatter S.K. derfor kærligheden som en længsel eller et begær efter noget, vi savner – en andens kærlighed.  På den anden mener han, at kærligheden ytrer sig som en overflod, som noget vi har for meget af og derfor trænger til at give væk. Og vi ville ikke vide, hvad kærlighed til og fra Gud og næstekærlighed var, hvis vi ikke kendte til trangen til kærlighed.

Så gå ud i verden – giv og få kærlighed. Bag alle maskerne er vi alle værd at elske, og vi har alle noget at give den anden og de andre. Bare så at komme i gang.

Vær aldrig beregnende i dit kærlighedsforhold – vær ligeså ødsel, som faderen, der slagtede fedekalven – intet er for godt til ham eller hende inde bag masken.

Gud er ødsel overfor os – vi kan altid kommer her som den fortabte søn eller datter og få kærlighed og oprejsning og mod til at gå tilbage til der, hvor vi kom fra.

Ganske som den fortabte søn.

Lov og tak og evig ære – være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd.

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud – højlovet fra første begyndelse – nu og i al evighed. AMEN.

Sognepræst Tina Salling 

DE 10 BUD ifølge Sundhedsstyrelsen:

1. Kære kirkegænger. VELKOMMEN TILBAGE.

2. Sprit dine hænder af, både når du går ind og når du går ud.

3. Vi skal synge sammen – derfor skal I sidde med 2 meters afstand til hinanden. Folk, der bor i samme husstand må gerne sidde sammen.

4. Vi bruger salmebøgerne – har delt dem i to bunker, så der altid går 48 timer imellem brug. Men overvej at tage din egen salmebog med næste gang.

5. Der er ingen altergang – vi fejrer en gudstjeneste med 4 salmer.

6. Præsten står på gulvet og prædiker.

7. Ellers er alt ved det gamle, ”tror” vi.

8. Der er ingen kirkekaffe bagefter, men vi må godt stå og tale sammen f.eks. udenfor i det gode vejr.

9. Gå ind og find din plads og husk 2 meter til de andre, der også har glædet sig til i dag. Huskede du at spritte?

10. ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, er jeg tilstede” – citat Jesus.

Ophavsret: